Billige løsninger, halve erstatninger

Renshi af Emma, Simone og Jonas

1

Akavet småtrippen

V, h, v, h, v, h, v, h, v, h, v ,h, v, h

En dans vi har gjort de sidste par dage

Dans på sidste vers

Selvom jeg danser påny

igen og igen når #%**=?€& er der

JONAS

2

alene i forskellige sale

stående på hver vores

kvæstede ben og rører hinanden med hænder

vi hævder at have magt over

EMMA

3

Hvilken magt findes i vores reflekser? Vores usagte ord?

Hvad gemmer sig bag vores neocortex - en uskyldig bøn om overlevelse,

Som siver ind i vores knogler og ned i vores bug,

Hvad siger du?

SIMONE

4

Til en gammel ven

et motto delt mange gange

“Verden tilhører os sprittere og hassere,

for vi er de eneste der ikke tager den alvorligt”

Nu har vi været ædru i snart en uge

Klarhed eller snublen?

Under alle omstændigheder har jeg hudafskrabninger.

JONAS

5

Klarhed - en illusion i tågen der er kalder,

Et varmt sted jeg kender,

Ikke destomindre løgn.

SIMONE

6

og jeg har brugt somrene

på at lade mig indsvøbe

i det forræderiske lys du taler om

og jeg har lært mine respirationsorganer

at udånde løgn at indånde løgn

at leve sådan

EMMA

7

Ligger løgnene mon som tjære i vores lunger?

Ligesom smøgerne og storby resterne?

Hvad Lars Tyndskid mangler gør han op for i frisk luft -

Træk vejret ind og lad det fylde dig.

SIMONE

8

CGATTGACGTACCCAGTGACGTAGGCTGGACTGGAAAACTAGACATAGACAGATACAGTTTACAGGGCTTGGACCTTCGGACAAGGTCGGTACAACCGTACAAAAGGGCTCGACCCAAGTCCCTTTGGGACCCAACCAAGGGCTCTCCTCCGTTCGAAGCTCCGGGACCCCGGGTTTAACCCGGATTGGCCGGATCCCGGAACCGTAAGGGCCGATTGGAAGCCGATAGCGAGCTAGCTAGCTAGCTAGCTAGCTAGCTAGACCCCAGGCCTGGAACGGAAAATTGGACCGGACG

Klarhed?

Endelig visdom?

Svar på spørgsmål?

Eller lungecancer?

JONAS

9

Det var som om at jeg mistede et eller andet i mig selv i forbindelse med den biologitime, hvor Rune introducerede os til nervesystemet. Det var første gang, at jeg tænkte på min personlighed som et resultat af elektriske impulser og kemi.

EMMA

10

Folkeskolen, et uendeligt system af kasser,

Et kartotek opført i velvilje,

Alle har sin hylde,

Men jeg vil ikke - kan ikke - sættes på plads.

SIMONE

11

du er kynisk er du ikke

med din trang til at tegne firkanter

på dig selv

rundt om mennesker

imellem os

EMMA

12

Horeunge

glad

vild

hype

pumpet

udråbstegn

semikolon

strøm

drøm

øm

liderlig

puls

sved

åndedræt

vidtåbne

villig

og lavet af vand

JONAS

13

muskelbundtet var venligt og tillidsfuldt

bevægede sig imod mig med

sine opsvulmede lemmer

sine blodsprængte øjne

og dette var dets sprog

EMMA

14

Hos de søvnløse findes der også træthed,

Ikke i hovedet som hos andre,

Men i hver muskel, i hver bevægelse,

Hjertet pumper bly ikke blod - passende for en maskine.

Blodsprængte øjne fortæller historier, ligesom de blå mærker du finder under min hud.

SIMONE

15

koger over

syder af utilstrækkelighed

simrende kærlighedserklæringer til menneskeheden

- ikke klar til at blive serveret

emmer af lyst

bobler af begær

brænder på i vildskab

efterlader en uspist ret i køleskabet

en forførers natmad klar til mikrobølgeovnen

JONAS

16

sideløbende

et sky væsen krøllet sammen under sin egen rygsøjle

i en udslukt vulkans indre

sådan føles det, forklarer jeg

vi sidder overfor hinanden

jeg kalder det vinterhi, min stemme lyder håbefuld

EMMA

17

Nørreport søndag nat

En vulkan rammer mit ansigt et kort sekund

24%T&”#¤%V!

“Undskyld,” siger hans kæreste

“Han er slet ikke til at styre.”

“Ja, men så burde du måske få dig noget bedre selskab.”

Siger jeg og checker mine briller for skader

“Ja, men han har en stor pik.”

Sexlege, tænker jeg

JONAS

18

Mange nætter spildt,

Svedige kroppe tæt,

Et blik sendt, et blik modtaget.

Mine tanker som følgesvend på den ensomme tur hjem

Morgensolens første stråler føles ubekvemme,

Er jeg mere alene med eller uden dig?

SIMONE

19

Sort silke

Køligt kærtegn

En rød glød lyser op i mørket

5 minutters pause fra hendes dugfugtige kys

Lyde uden bestemt ophav

Skodder, og omsluttes igen helt af min elskerinde

som tilgiver min fuldskab

og byder mig velkommen selvom jeg tog med en anden hjem i går.

JONAS

20

i de dage levede jeg af røg og lys fra offerbål

EMMA

21

Lange sommer nætter,

Bliver aldrig helt mørke.

Lyset giver glæde, overskud.

Tomheden er en fase, siger de,

Den har ingen farve, siger jeg.

SIMONE

22

fik med tiden et slags (livs)synshandicap

kunne kun se kontraster

og løgnere

EMMA

23

Jeg er så træt af de skarpe kanter,

Som jeg skærer mig på.

Jeg vil ikke længere se nuancer,

Der giver dimension.

Jeg vil ikke længere forstå, jeg vil bare gerne vide.

SIMONE

24

Instant coffee

Light øl

e-smøger

solarie

frysepizza

auto-tune

kødklister

pornofilm

fjæsbog-instagrim-tinder

popfilosoffer

selvhjælpsbøger

karrierepolitikere

JONAS

25

det akavede øjeblik hvor du

falder over dine egne fødder

lander i fosterstilling

ovenpå mademballage

EMMA

26

og snubler fuld, beskidt og usammenhængende i seng

velvidende at dette øjeblik vil i morgen og for al fremtid

være glemt, og aldrig afleveret til hittegodskontoret.

Godnat.

JONAS

27

Vi siger godnat til hinanden, begge velvidende at vi ikke kan sove nu.

Hvorfor er det at vi først kan se klart når alt er over, kun kan forstå det der er sket når det er blevet fortid.

Gør afstand begivenhederne tydeligere eller forvrænger den? Bliver tågen tykkere nu, eller er jeg snart fri?

SIMONE

Tendenser om mad - potatisjernet

Originalt lavede man foie gras af gåse- eller andelever. Men i år 2098 opdagede en japansk gastronom, at man får et langt mere delikat resultat, hvis man laver sin foie gras ved at tvangsfodre mennesker med rå kartofler. Det var den selvsamme gastronom, der opfandt potatisjernet, som er en lang metalanordning, der er yderst effektiv, når man skal have et menneske til at indtage store mængder kartofler på meget kort tid. Potatisjernet var den mest solgte isenkræmmergenstand i 2102, og den japanske gastronom fik en nobelpris for sin opfindelse samme år.

Hvis man ønsker at starte sin egen menneske-foie gras-produktion skal man først søge om tilladelse i madministeriet. Det er dem, der uddeler menneskekvoter. Som udgangspunkt får man tildelt en kvote på 10 mennesker om året, men ministeriet satser på, at dette tal vil være fordoblet om 20 år, når man har avlet nogle flere. I dag vil madministeret typisk udlevere illegale flygtninge og udviklingshæmmede til foie gras-produktion, fordi etisk råd har udtalt, at dette er mest forsvarligt.

Et potatisjern koster cirka 200 euro og er nødvendigt at anskaffe sig, hvis man vil producere den omtalte delikatesse. I Danmark produceres der cirka femtusind kilo menneske-foie gras om året, og det eksporteres primært til Sverige og Rusland, hvor det efterånden er blevet en vigtig del af deres nationalretter. Menneske-foie gras er nu blevet en uundværlig ingrediens i retter som borscht og Janssons fristelse.

Hvis man er heldig, kan man opstøve den såkaldte jomfru-foie gras på det illegale marked. Jomfru-foie gras er lavet af unge drenge, der endnu ikke er kommet i puberteten, hvilket giver kødet en særligt lækker smag. Ingen ved, hvem der leverer kødet til jomfru-foie gras, og derfor er den ulovlig trods dens vidunderlige smag.

Laura

Skriveøvelse - Den dag jeg mødte Leiff

• Jeg vågner om natten, og der står han. Han betragter mig fra den anden ende af lokalet, og i nattens uklare mørke kunne han næsten forveksles med min midaldrende, små-demente og altid spydige nabo, Leif. Jeg klør mig i øjnene og kigger forvirret på denne her mærkværdige fætter der står dér og bare glor. Han minder mig om et væsen fra “Kirikou og troldkvinden”, en fransk animationsfilm fra slut 90’erne. Fedt, fuck - det er fedt. Jeg tænder lyset, sætter mig op og smiler lidt spørgende til min nye ven. Han burde måske hedde Leiff, med to F’er, så han ikke er til at forveksle med min nabo Leif. Leiff skiller sig virkelig ud herinde, det kan sammenlignes med de der forfærdelige facebook-opslag hvor man skal finde et 9 tal blandt en masse 6 tal - og så dele det for at få evig kærlighed og lykke. Herinde er potteplanter i robuste potteskjulere lavet af ler, her er gardiner i mørkerød, her er et par porcelænsfigurer fra min mormor - og så er der Leiff. En solid fyr lavet af mørk plastik med to røde runde.. øjenbryn?  over hans store observerende øjne og nogle stål-snore der nærmest får ham til at se lidt nysgerrig ud. Han er jo perfekt. Jeg rejser mig op, tager Leiff fra bordet foran mit vindue og placere ham ved siden af mig i min seng. Sådan mand, nu kører det fandme.

et foto af "Leiff"

Renshi 3

GRUPPE 3

 I det hvide, lyse rum. En ny dag,

Vi sidder her. Hver for sig men sammen, omringet af grønne træer,

En gren slår på vinduet, og jeg kigger op fra min stol

På grenen og dets blade, nu på himlen og jeg mærker hvordan mine øjne strækker sig og forsvinder

Og så tænker jeg at indtil videre går det fint

At indtil videre går det

At indtil videre

I det hvide, lyse rum.

MIKKEL

Kliniske institutioner

i syge samfund

omringende vægge, hvide

kommer tættere på
dag for dag
for dag. I dag!

Skriger jeg klaustrofobisk

på vandvid

på videvande
på lyset.
Må flugten, føre

til de blå aber

i den gule skov.

HANS

en farve hvis ikke hvid, hvad?

Lad os være med

det rum - menneske

der var ingen der sagde at det ikke krævede

vægge

at gøre

den farvede

blind.

JOHANNE

indtil videre har jeg tænkt

hvordan kan jeg finde på så mange ord

sætninger, tegn

men stadig ikke have noget at fortælle

så hvornår var det sidst du råbte, skreg

bandende, hylede, smadrede

dit hovede ind i væggen

indtil alting forsvandt?

så hvornår var det sidst du grinte en latter

så stor at den fyldte det rum du før

havde tømt med din smerte?

indtil videre har jeg tænkt

at det ikke bare væggene der gør mig

klaustrofobisk, blind

men det rum vi kalder

livet

IZABELLA

Ak ja, LIVET

Vi sidder jo bare her, og husker, at vi også har siddet andre steder

I det store, lille rum. LIVET

Hvad nu hvis jeg lukkede øjnene?

Og lyttede til nutiden

Til evigheden

Til vinden

Til LIVET

MIKKEL

Men hvad så med døden?

ikke den dystre del

den med manden med leen

og den med dantes inferno

af flammer og smerte

men den del med at evigheden

ikke rigtig er for os

den del der giver mening til alt

for hvis alt en dag slutter

så hvorfor ikke bare leve

elske, være, føle, opleve

nyde det hele

IZABELLA

Lad mig komme med et forslag:

stop i tide (og lad mig fortsætte).

Vi behøver vel ikke gå på

kompromis

med hinanden

forstanden af at alting er spild

eller ikke

nægter mig ingenting

faktummet: at du sliber mine ører om til skyld

fordi jeg tog dem fra dig i første omgang

nægter mig ingenting

Jeg griner mod dit ‘kompromis’

og andres og deres

lineære forløb

deres fucking timeline

Jeg står her

og myrerne dør fortsat

som krummer mod i morgen

under tusind forstørrelsesglas.

JOHANNE

Myldrer myre af liv

også når de er døde

vrimler ud og ind mellem skyer

i deres gange og kanaler
verdens sande kompromis
er vel et myrebo

på jagt efter kun et enkelt

stykke candyfloss

er de måske de

eneste der virkelig når

til paradis.

måske især fordi

de er så glade for æbler.

HANS

du får mig til at tænke kundskabens træ

du får mig til at tænke på begær, lyst, appetit

du får mig til at tænke på kristendom og syndefald

måske får du mig endda til tænke

hvorfor jeg tænker sådan?

IZABELLA

Jeg bruger så meget tid på at tænke,

tanker der kommer og går, forlader mig, sjældent vender de tilbage med noget nyt

og så går tiden, uden at jeg deltager

verden drejer sig ikke kun om mig, men jeg bør dreje mig om livet

Et styks LIV, LEVET

MIKKEL

drejer drejebænken
sig egentlig om at skabe?
eller drejer det sig bare om at dreje
en tilfældig mand
med en varm ånde
og en magisk klat ler.
Jeg har hentet
på bunden af verden
i min flyvende gravemaskine.

HANS

EKSEMPEL PÅ OMDREJENDE TANKE:

(om jeg kunne påvirke det skabte)

Det irriterer mig at jeg ikke bare kan gå op til din chef og være sådan

hey

så lad ham dog gå for fanden

m.m.

JOHANNE

Når det er sådan,

så lad dem dog alle sammen gå

så slip din autoritets-liderlighed fri

så lad den flyve så langt væk

at dine arbejdere endelig kan føle sig

som individer og ikke slaver.

Så tag en dyb indånding, og

kig på uret - ikke kontoen, chef.

nyd dit liv - ikke din status, chef.

IZABELLA

Vækket af et digt
Af en træt digter
med stok og pastinakker
stå nu op, unge mand
Du skal gå
du skal leve
du skal flyve.
Jamen fuck dig!

HANS

Jeg kan ikke vågne.

Vend dig om, siger noget til mig, nej løb sig noget andet

Fucking idiot, havde han sagt

Det strømmer ud til kroppens afkroge hvor det ikke hører hjemme

Er der nogen, der har et plaster? Eller kan man virkelig ikke klare sig med hjælp til sig selv

Vågn nu op

MIKKEL

At ligge mellem dig

uden plads til hinanden

vi må ikke røre, bevæge os

helt stille

Natten skal ligge i vatter

så kan vi svømme igen, derudaf derudaf

Ikke rykke, rykke i mig

månen kan tippe over

hvis der ruskes, ruskes

for sjov

Du er urolig når du drømmer.

Luk dine ord som jeg ville holde på mit tis

mens jeg stryger manken af din pande

og vi kan være vågne sammen

i stedet.

Her er ikke længere plads til mig

Jeg har ikke længere plads til dig

vær lidt vågen med mig

vær vilje med mig

bestem med mig

Pas på med den løse søvn.

JOHANNE

i glemte det - nu siger jeg det:

fuck dig selv og fuck jer alle sammen

jeg føler et perfektionistisk behov for

at bruge ord der er smukkere

end det øjet ser

men jeg er træt

jeg kan ikke tænke sammenhængende

hvordan skal jeg finde ord

når jeg ikke engang kan finde mig selv

jeg har været inde og slå synonymer op

for frisk, vågen og energisk

men jeg tror min evne til at vælge ord

er forsvundet ind i de dybe rander

under mine store trætte øjne

IZABELLA

Findes du hos mig i mine dybe øjne,

Som du står der, og jeg står her

Jeg ser dig, men du ser ikke mig

Du bevæger dig rundt mellem boderne, mellem folk, mellem palmerne på pladsen, mellem lyden

Jeg kigger på dig og håber at du ser mig. Ser du mig?

Dit hår blæses tilbage af vinden. Ligeså gør jeg. Selvom jeg bliver stående.

Jeg følger dig og dine bevægelser,

Men så fandt du det, du ledte efter. Og du forsvandt.

Selvom du blev hos mig.

MIKKEL

Vinden blæser mig til barndommen

kornet der vajer

igen en fattig høst.

Bygger jeg huler af fældede træer

rådne blade

hæse stemmer

tilhører kun troldenes

stenstøtter, rører vinden ikke ved.

Kun mig, der skraber mos af ansigterne.

De lange næser.

løber når de blinker

nu når du blinker

uanset om du ser eller ikke ser.

Stikker jeg af i riv ruskende fart.

Meget!

Hurtigere end vinden

HANS

Velvidende vandrer

har klippet sit hår af

faldet i unåde, kommet til skade

Vi vil ikke vide af os

af hårløse væsner

Der løbes langs hans land

nogen må tage sig af en fremmed

hvilket er ikke let for de der har noget at beskytte

Han ved at her er ikke meget at komme efter.

Barntunge mennesker danner kløer

men er bange for at bruge dem

som han er bange for sit navn

Lad børnene komme til mig

det har ingen sagt.

JOHANNE

For hvad skal jeg sige
og hvad har ingen sagt.
før.

Vrede tunger
fulde unger
runger, runger,
runger

HANS

du var som en navlestreng mellem mig

og det trygge liv

og så blev du klippet

væk fra mig,

ud af mit liv,

mor?

jeg har svært ved at forklare det familiære bånd,

særligt når jeg kun har 60 sekunder til

at skrive om det,

haha

IZABELLA

Jeg vil helst fanges før løbetid

det må du selv finde ud af hvornår er

Ingen krav udover et

intet at tage stilling til

intet er svært, når der ikke findes restriktioner.

JOHANNE

Jeg ville ønske, at jeg kunne fange ham. Inden

Jeg ser ham falde også selvom, jeg ikke længere kan se ham.

Jeg ser ham falde, når mine øjne lukkes.

Hvis bare han ville falde,

Falde,

Falde,

Falde,

Fald.

MIKKEL

Fald, indtil du rammer jorden.

Indtil du har mistet fodfæstet

trygheden, følelsen af det vante og dig selv

Fald, indtil du rammer livet

indtil du har mistet alle dine forventninger

om hvordan din fremtid ser ud

Fald ind i de arme,

der skal bære dig ind i det nye,

det spændende, det skræmmende,

ind i de arme,

der faktisk tilhører dig.

IZABELLA

For der starter der. Derude.

Men jeg kan ikke. Jeg går, uden at gå.

Jeg løber uden at løbe, bremses,

Af mig selv

Jeg er ikke bange. Jeg er bange. Jeg er ikke bange mere.

Hvad nu hvis jeg synker på fast grund?

Ro ud, ro ud til der hvor himlen møder havet

Og ind i armene på det der tilhører mig

MIKKEL

At synke ned
eller at svæve væk
hvad er forskellen
og er en forskel ikke en lighed
når vi nu alligevel skriver
det samme?
fodlænke mig selv til jorden
kun for ikke at blive væk
for mig selv
eller jer andre.
Rasler nøglen i låsen
når han kommer med brød
eller vand.
For at slippe fri
må jeg først amputere
det forkerte ben.

HANS

Helt inde i din hjerne

bitte ven

eller måske

bare din mund

la’r mig lige indfange

totalt villigt

og ser din handrøbel som jeg desinficerer

så den passer til din personlighed.

Mellem os er ingen berøringer

kun lækkende ledninger

jeg ser på dig

lille ven

synger dig til en hjort

bær din krone med ængstelighed

så det står fra dig

som sprinklende partikler, din højtaktuelle puls

lille konge

lille bitte

konge

hold tungen lige i munden

til mig.

JOHANNE

hold tungen lige i munden

på mig?

IZABELLA

Tungeslasker         livet
             gradvist
bliver                tungeslasket
         af døden

HANS

Hensunket i betragtninger; alting har en ende.

MIKKEL

Kommentar til det foregående:

Ikke jeg. Stop

JOHANNE

jeg kan Se,
Enden på enden
træk dog dine bukser
op
jeg kan se
dit røvhul.
Dit røvhul!
Jorden synker
gule aber.
Ryg for livet
før livet ryger fra dig.
Det er ikke slut
endnu.

HANS

Kom endnu engang væltende med al dit lort

jeg kan tage det

jeg kan altid

tage det.

Valget er ikke mit

valget er en nødvendighed

selvfølge

som at slikke sig om hagen efter smeltet is eller sæd

Tik tik, du løber af med dig selv

vil du have en retning

skal jeg pege den?

Skal jeg gøre småt ud af mig selv

samle brodden op og starte forfra

trække støvet tilbage og vente på at det

opstår

så du kan føle at tiden er med dig.

JOHANNE

Tiden føles ikke med mig. Men når jeg træder ud af denne tid,

Ser jeg, at den er der. Jeg husker tiden. Jeg husker det. Jeg husker den,

som var det dengang men for kort tid siden. Er kaosset forsvundet. Eller har tiden blot gjort, at jeg er blevet en del af dette kaos.

Er jeg blot stadig den dreng? Den dreng som blev tilbage men som alligevel fulgte med tiden. Er jeg det?

Intet er tydeligere end den dreng,

Her i det lyse, hvide rum.

MIKKEL

Intet er tydeligere end den paniske kærlighed

i det rum

jeg kalder livet

det er gnisten når du kigger på mig

der får mig til at tænke

på to ledninger der egentligt

burde sidde sammen

men det er ikke smukt

det er nærmere panisk, febrilsk

vi er som fanget i et evigt angstanfald

hvor vi konstant hiver efter vejret

eller burde jeg sige

hiver efter lidt mere levetid

det gør mig så ondt at måtte meddele

at den dybere mening med kærlighed

er at forhindre vores art i at uddø

men der er ingen løse forbindelser

der er ingen livsfarlig højspænding

vi er ikke ledninger, vi er ikke strøm

så hold nu fast i dig selv

hvis for nogen, så hvorfor ikke

for mig?

IZABELLA